

Butikker, der forhandler dagligvarer og udvalgsvarer, skal som udgangspunkt placeres i de afgrænsede butiksområder, der ligger i bymidter, bydelscentre og lokalcentre.
Butikker, der forhandler særligt pladskrævende varegrupper, skal som udgangspunkt placeres i udvalgte områder i Haderslev, Vojens, Gram, Nustrup og Sommersted.
Placering af butikker uden for de udpegede områder, kan kun ske under forudsætning af, at projekt-ejer som minimum redegør for butikkens omsætningsmæssige opland samt hvilken påvirkning negativ/positiv der kan forventes på den eksisterende detailhandelsstruktur.
Den samlede detailhandelsstruktur i Haderslev Kommune fremgår af ovenstående kort.
Detailhandelen i Haderslev Kommune er ved vedtagelse af kommuneplan 2025 fordelt på bymidterne i Haderslev, Vojens og Gram, bydelscentre i Starup og ved Erlev Bjerge samt en række lokalcentre og områder til pladskrævende varegrupper. I tilknytning til området til særligt pladskrævende varegrupper i Haderslev Nord ved Sverigesvej indgår endvidere et aflastningsområde. Detailhandelen i kommunen har en relativ central butiksstruktur, hvor hovedparten af butikkerne er lokaliseret i hovedbyens og centerbyernes bymidter.
Bymidterne i Haderslev, Vojens og Gram skal være de bymæssige omdrejningspunkter for handel, kultur, oplevelser og et attraktivt byliv. De skal bl.a. også være med til at definere Haderslev Kommune som et attraktivt bosætningsområde og et attraktivt erhvervsområde, hvor også f.eks. vidensarbejdere kan se sig selv i bylivet og eventuelt som potentielle tilflyttere. Levende bymidter med en engageret lokal detailhandel er således en væsentlig grundsten i virkeliggørelsen af kommunens målsætninger indenfor bosætning, erhverv og uddannelse. Et led i strategisk planlægning for bymidterne vil derfor også være at fremme en samlet stillingtagen, hvor detailhandelsplanlægningen inddrages og eventuelt justeres med henblik på at understøtte strategiske initiativer. Det kan f.eks. være gennem justering af bymidteafgrænsning i kommuneplanen, eller ved at ændre rammerne til detailhandel i bymidterne.
Der er i 2022 udarbejdet en analyse af detailhandelen i kommunen som i hovedtræk udgør grundlaget for vurderingen af detailhandelens udviklingsmuligheder i Haderslev Kommune. Af analysen fremgår en række anbefalinger til at styrke handelslivet i Haderslev Kommune, hvoraf hovedparten er inddraget i denne kommuneplan. Detailhandelsanalysen erstatter tidligere analyse fra 2016 som indgik i Kommuneplan 2017 og Kommuneplan 2021.
Planlovens bestemmelser om detailhandel blev senest revideret i 2017 med henblik på at skabe bedre udviklingsmuligheder for detailhandel. Kommunerne har med revisionen fået en større fleksibilitet i planlægningen for detailhandel.
Detailhandelsplanlægningen kommunalt skal have disse tre ligeværdige formål:
- fremme et varieret butiksudbud
- sikre god tilgængelighed for alle trafikarter
- skabe gode rammer for velfungerende markeder med en effektiv butiksstruktur
De tidligere restriktive størrelsesgrænser for udvalgsvarebutikker er ophævet, men i Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal stadig fastsættes, hvor store udvalgsvarebutikker, der kan etableres. For dagligvarebutikker er størrelsesgrænserne øget.
I 2022 var der i Haderslev Kommune ca. 230 dagligvare- og udvalgsvarebutikker med et samlet bruttoetageareal på godt 146.000 m2. I 2021 var den samlede omsætning på ca. 2,4 mia. kr. incl. moms. Siden udarbejdelsen af detailhandelsanalysen i 2022 er der blevet etableret flere større udvalgsvarebutikker (boksbutikker) i Haderslev midtby i området omkring Jomfrustien/Nordhavnsvej/Vinkelvej, svarende til yderligere ca. 17.300 m2 bruttoetageareal.
I betragtning af udviklingen i rammebetingelserne for detailhandlen har Haderslev Kommune klaret sig relativt godt siden 2016. Antallet af udvalgsvarebutikker er faldet en smule og handelsbalancen er stort set opretholdt trods en væsentlig stigning i nethandelen. Etableringen af nye boksbutikker i Haderslev midtby efter 2022 forventes at bidrage til en mærkbar forbedring af handelsbalancen.
Der er en forholdsvis god dagligvareforsyning i kommunen, men kun enkelte dagligvarebutikker i lokalbyerne. Dagligvarebutikkerne har generelt udviklet sig positivt.
Udvalgsvarebutikkernes sammensætning er ændret således at der i 2022 er færre beklædningsbutikker og øvrige udvalgsvarebutikker, mens butikker med boligudstyr er steget.
Den lokale udvikling i detailhandlen følger stort set den generelle udvikling på landsplan.