Vedtagelse af kommuneplantillæg 22-2025 Kursuscenter, Sommersted
Haderslev Kommunalbestyrelse godkendte den 29. september 2026 kommuneplantillæg 22-2025 Kursuscenter, Sommersted.
Offentlighedsperiode
Forslaget til kommuneplantillæg 22-2025 Kursuscenter, Sommersted har været fremlagt til offentlig debat fra den 25. juni 2026 til og med den 23. juli 2026.
I høringsperioden modtog Haderslev Kommune 1 høringssvar fra Styrelsen for grøn arealomlægning. Høringssvaret har ikke givet anledning til en ændring.
Klagevejledning til endelig vedtagelse, dispensationer, mv.
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage over retlige forhold i forbindelse med denne afgørelse truffet af Haderslev Kommune, jf. planlovens §58, stk. 1, nr. 3, kan du klage til Planklagenævnet via Klageportalen som kan tilgås via dette link: https://naevneneshus.dk. Du skal bruge MitID for at logge på.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen (Se betingelserne for at blive fritaget her).
Klagen sendes via Klageportalen til Haderslev Kommune.
På hjemmesiden af Nævnenes hus om planklagenævnet via dette link: https://naevneneshus.dk/planklagenaevnet/vejledning/ finder du også en klagevejledning
Klageberettigede
Du skal have en retlig interesse i sagens udfald for at være berettiget til at klage, jf. planlovens § 59.
Klagefrist og gebyr
En klage skal være indgivet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. (for privatpersoner) eller 1800 kr. (for virksomheder og organisationer). Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Domstolsprøve
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.
Er afgørelsen offentliggjort, regnes søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.
Uanset om der anlægges retssag, er du forpligtet til at rette dig efter denne afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.
Baggrund og formål
Formålet med dette kommuneplantillæg er at imødekomme et ønske om at etablere et kursuscenter i bygningerne fra den tidligere efterskole.
En udvikler har indsendt et ønske, om at benytte bygningerne fra den tidligere efterskole på adressen Talind 2, Sommersted til et kursuscenter.
I første omgang vil der primært være tale om kurser, som løber over seks til otte uger. Kursisterne overnatter på centeret. Udvikler har planer om på sigt, at invitere andre aktører til at afholde kurser på stedet. Der er allerede en aftale med sexolog- og parterapeutuddannelsen. Målsætningen er, at der kan tilbydes en bred pallette af forskellige tilbud af varierende længde og pris. Helt fra korte aftenkurser på et par timer til længere uddannelsesforløb over 18 måneder.
Udvikler også store muligheder i bygningerne, da der allerede er overnatningsfaciliteter, mange lokaler til undervisning, køkken og spisesal.
Dette kommuneplantillæg ændrer ikke på anvendelsen til uddannelsesinstitutioner, men fjerner den specifikke anvendelse til ungdomsskole.
Planområdets beliggenhed og eksisterende forhold
Planområdet er beliggende i landzone indenfor landsbyafgrænsningen Sommersted, i rammeområde 14.10.OF.02 - Område til offentlige formål Talind.
Planområde grænser op til Tingvadvej mod nordvest og Tovskovvej mod nordøst. Sydøst for området er 3-4 boliger beliggende.
Indhold
Området omfatter en tidligere ungdomsskole hvoraf bygningsmassens fodaftryk er på omkring de 5.400 m². Dertil er arealet for hele området ca. 5,6 ha.
Nærværende kommuneplantillæg 22-2025 har til formål:
- at fjerne den specifikke anvendelse, som begrænser områdets brug til ungdomsskole.
Kommuneplan 2025-2037 for Haderslev Kommune
Hovedstruktur og retningslinjer
Planområdet ligger indenfor følgende udpegninger:
- 2.1.1 Arealer til byudvikling
- 3.2.2 Områder, hvor skovrejsning er uønsket
- 3.4.1 Grønt Danmarkskort
- 3.4.2 Naturområder, herunder de særligt værdigfulde naturområder
- 3.4.3 Økologiske forbindelser, potentielle økologiske forbindelser og potentielle naturområder
- 6.1.1 Støjkonsekvenszone, overordnede veje
- 7.1.2 Oversvømmelse og erosion
Planforslaget vurderes at være i overensstemmelse med alle retningslinjerne, da kommuneplantillægget kun fjerner den specifikke anvendelse til ungdomsskole, men ellers forsat fastholder de øvrige bestemmelser, herunder anvendelsesbestemmelsen til uddannelsesformål.
2.1.1 Arealer til byudvikling
Kommuneplantillægget åbner op for at den nuværende bygningsmasse kan benyttes til mere end en efterskole, hvilket derved kan være med til at skabe byudvikling i stedet for at bygningerne står tomme.
3.2.2 Områder, hvor skovrejsning er uønsket
Kommuneplantillægget udlægger området til offentlige formål herunder undervisningsinstitutioner, derved er intentionen ikke skovrejsning.
3.4.1 Grønt Danmarkskort
3.4.2 Naturområder, herunder de særligt værdigfulde naturområder og
3.4.3 Økologiske forbindelser, potentielle økologiske forbindelser og potentielle naturområder
Den nordøstlige del af planområdet er indenfor rammerne 3.4.1, 3.4.2 og 3.4.3 modsat bygningsmassen. Kommuneplantillægget sikrer den karakteristiske beplantning.
6.1.1 Støjkonsekvenszone
Den nordøstlige del af planområdet er beliggende indenfor støjkonsekvenzonen fra hovedvejen. Dette område er dog natur mens begningsmassen ligger udenfor støjkonsekvenszonen.
7.1.2 Oversvømmelse og erosion
Dele af bygningmassen er beliggende inden for udpegningen af områder med oversvømmelse og erosion. Indenfor disse områder må der kun ske ændret arealanvendelse under hensyntagen til afværgeforanstaltninger som sikrer mod oversvømmelse. Da området fortsat vil være udlagt til uddannelsesformål efter kommuneplantillæggets vedtagelse, vil der ikke ske en ændret arealanvendelse.
Habitatdirektivet
Kommuneplantillægget ændrer ikke i bestemmelserne omkring den fysiske planlægning i området, derfor vil tillægget ikke have indflydelse på habitater.Bilag IV-arter
Vandrammedirektivet
Kommuneplantillægget ændrer ikke i bestemmelserne omkring den fysiske planlægning i området, derfor vil tillægget ikke have indflydelse på vandrammedirektivet.
Miljøvurdering
I henhold til § 8, stk. 1 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) skal der udarbejdes en miljøvurdering af:
1. Planer, som fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der er omfattet af lovens bilag 1 og 2 (§8, stk. 1, nr.1)
2. Planer, som medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger
(§8, stk. 1, nr. 2)
3. Planer, som i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet (§8, stk. 2, nr. 2, jf. §8,
stk. 1, nr. 3)
Kommuneplantillæg 22-2025 Kursuscenter, Sommersted er ikke omfattet af pkt. 1 og 2. Planen er heller ikke omfattet af pkt. 3, idet det er vurderet, at planen ikke i øvrigt fastlægger rammer for projekter, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet
Vurderingen af planen i henhold til pkt. 3 er foretaget på baggrund af en screening af planen. Screeningen er beskrevet i et notat:
“SMV Screeningafgørelse for forslag til kommuneplantillæg 22-2025 Kursuscenter, Sommersted”.
Screeningsresultat
Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.
Konklusion
I henhold til screeningsskemaet, vurderes planen ikke at have væsentlig indvirkning på miljøet. Screeningafgørelsen er vedhæftet som bilag.
